Psykologi om radikalisering
Kort om radikalisering i en psykologisk perspektiv
Radikalisering og ekstremisme er i vækst i disse år. Det er en tendens, som har alvorlige konsekvenser, fordi radikaliserede personer med ekstreme holdninger og handlingsmønstre er i risiko for at nå til et punkt, hvor de accepterer anvendelsen af ikke-demokratiske, ulovlige eller voldelige midler til at opnå forandringer i samfundet. I værste fald kan dette føre til terror.
Læs her om, hvis du vil forstå, de processer, der fører til radikalisering og i værste fald voldelig ekstremisme.
Læs her om, hvis du vil forstå, de processer, der fører til radikalisering og i værste fald voldelig ekstremisme.
Hvad er radikaliseringsprocesser?
I disse år oplever vi – det gælder både Danmark og resten af verden – at flere bliver radikaliseret, ikke blot inden for militant islamisme, som længe har været dominerende, men inden for et stort spektrum af politiske holdninger. Ikke mindst oplever vi i disse år, at antallet af højre-radikaliserede er i vækst.
Radikalisering betegner en proces, hvor en person udvikler et stadigt mere ekstremistisk tankesæt og eventuelt også ekstreme handlingsmønstre.1
Ekstremisme er et udtryk for yderligtgående holdninger og adfærd, hos personer, der udviser en stærk intolerance eller direkte had over for bestemte samfundsgrupper, og som accepterer anvendelsen af ikke-demokratiske, ulovlige eller voldelige midler for at opnå forandringer i samfundet.2
Det skelsættende angreb på USA den 11. september 2001 viste ekstremisme i sin yderste konsekvens. Den begivenhed kickstartede forskning i forebyggelsen af radikalisering og satte fokus på terrorismens psykologi. Og behovet for viden voksede sig kun endnu større, da det viste sig, at et terrorangreb på Londons offentlige transportsystem i 2005 mod forventning ikke var begået af udefrakommende terrorister, men af såkaldte ”homegrowns”, det vil sige unge mænd, der var født, opvokset og uddannet i det samfund, som de planlagde at udføre et terrorangreb imod.3 Det var unge mænd, som aldrig havde været i konflikt med loven. Det var på det tidspunkt en gåde, hvordan de var blevet radikaliseret.
Også andre steder i Europa, herunder i Danmark, har vi ligeledes set plots, der til tider har involveret selv ganske unge gerningsmænd, som var født, opvokset og uddannet i de samfund, som de planlagde at udføre terrorangreb imod.4
Der findes ingen simple årsagssammenhænge, som kan definere radikalisering som et klart og entydigt begreb. I stedet må det forstås som et kontekst-afhængigt fænomen, hvor globale, sociologiske og politiske faktorer indgår i lige så høj grad som ideologiske og psykologiske faktorer.5
Alle former for radikalisering har en lignende proces, som kaldes en radikaliseringsrute.
Socialpsykolog Fathali M. Moghaddam har udviklet en model, der viser radikaliseringen som en trappe eller en pyramide med fem ”etager”, den såkaldte ”Staircase to Terrorism”.
1 Stærke fællesskaber side 1
2 Stærke fællesskaber side 2
3 Tryg i en terrortid side 120
4 Tryg i en terrortid side 120
5 The European Commission, Expert Group on Violent Radicalisation (2008): “Radicalisation processes. Leading to Acts of Terrorism”
Radikalisering betegner en proces, hvor en person udvikler et stadigt mere ekstremistisk tankesæt og eventuelt også ekstreme handlingsmønstre.1
Ekstremisme er et udtryk for yderligtgående holdninger og adfærd, hos personer, der udviser en stærk intolerance eller direkte had over for bestemte samfundsgrupper, og som accepterer anvendelsen af ikke-demokratiske, ulovlige eller voldelige midler for at opnå forandringer i samfundet.2
Det skelsættende angreb på USA den 11. september 2001 viste ekstremisme i sin yderste konsekvens. Den begivenhed kickstartede forskning i forebyggelsen af radikalisering og satte fokus på terrorismens psykologi. Og behovet for viden voksede sig kun endnu større, da det viste sig, at et terrorangreb på Londons offentlige transportsystem i 2005 mod forventning ikke var begået af udefrakommende terrorister, men af såkaldte ”homegrowns”, det vil sige unge mænd, der var født, opvokset og uddannet i det samfund, som de planlagde at udføre et terrorangreb imod.3 Det var unge mænd, som aldrig havde været i konflikt med loven. Det var på det tidspunkt en gåde, hvordan de var blevet radikaliseret.
Også andre steder i Europa, herunder i Danmark, har vi ligeledes set plots, der til tider har involveret selv ganske unge gerningsmænd, som var født, opvokset og uddannet i de samfund, som de planlagde at udføre terrorangreb imod.4
Der findes ingen simple årsagssammenhænge, som kan definere radikalisering som et klart og entydigt begreb. I stedet må det forstås som et kontekst-afhængigt fænomen, hvor globale, sociologiske og politiske faktorer indgår i lige så høj grad som ideologiske og psykologiske faktorer.5
Alle former for radikalisering har en lignende proces, som kaldes en radikaliseringsrute.
Socialpsykolog Fathali M. Moghaddam har udviklet en model, der viser radikaliseringen som en trappe eller en pyramide med fem ”etager”, den såkaldte ”Staircase to Terrorism”.
1 Stærke fællesskaber side 1
2 Stærke fællesskaber side 2
3 Tryg i en terrortid side 120
4 Tryg i en terrortid side 120
5 The European Commission, Expert Group on Violent Radicalisation (2008): “Radicalisation processes. Leading to Acts of Terrorism”
Modellen viser, hvordan en radikaliseringsproces starter med en oplevelse af uretfærdighed, eksempelvis racisme, diskrimination elller overgreb. Gradvist tager disse følelser af uretfærdighed til. Personen, som oplever denne uretfærdighed, vil mene, at den er forårsaget af eksterne faktorer, som kan være personer, grupper eller samfundet som helhed.
Radikaliseringen begynder så at sige i ”stueetagen”. Her vil mange kunne finde sig selv.
Men radikaliseringsprocessen begynder først for alvor, hvis en person vælger at tage skridtene op til de næste etager. Derfor er det mest kritiske trin, når man går fra stuen til 1. etage. Her går man fra at sige, at ens problemer kan løses med demokratiske metoder til at begynde at opgive og tage bestik, hvilke metoder man ellers kan bruge. Det er her, man bliver sårbar, og det er mellem stuen og 1. etage, der skal helst skal gribes ind med en forebyggende indsats.
Kun yderst få når til 5. etage, der også er den øverste etage. Men de, der kommer helt til tops i pyramiden, smider alle hæmninger og bliver parate til at begå vold mod de grupper, de har udset som ”fjenden” eller ”problemet”.
Radikalisering kan se ske inden for alle grupper af samfundet. Den kan være personer med eller uden familie, med eller uden uddannelse, med eller uden tidligere kriminel løbebane. Nogle beskrives som upåfaldende. Andre er før en radikalisering beskrevet som som varme, hjælpsomme og omsorgsfulde mennesker.6
Nogle vil sikkert mene, og i en årrække var der nærmest enighed om, at radikalisering er et udtryk for sindssyge. Men at der kan peges på tilstedeværelse af psykisk sygdom eller psykiske problemer hos et individ, der radikaliserer, er ikke det samme som, at der er en kausal sammenhæng eller korrelation.7 Måden vi behandler individer med mentale udfordringer kan til gengæld være til at skubbe en person ind i radikalisering.
De eksterne faktorer, som opleves som uretfærdige og derved ”skubber” personer ind i radikalisering, kalder vi push-faktorer.
Radikalisering på individuelt niveau kan udløses af vrede og hævn for en oplevet eller reel uretfærdighed. Det kan være en selvoplevet uretfærdighed eller noget, som en pårørende har være udsat for. Det kan også være forargelse eller oplevet eller reel uretfærdighed over for en større gruppe. En person kan også langsomt blive radikaliseret ved at deltage i gradvist mere radikale handlinger, der kan kulminere i terrorisme. Radikalisering kan blive resultatet af at ville støtte eller hjælpe en ven eller en kæreste, der allerede er radikaliseret, det kan også udløses af en jagt på spænding og status, eller være en flugt fra personlige problemer.
Radikalisering, der skyldes kærlighed eller forelskelse i en, der allerede er radikaliseret, kan for eksempel ske for en person, der ikke tidligere har været politisk aktiv. At slutte sig til en voldelig gruppe på grund af spænding, penge eller status kræver på samme måde ingen politiske ideer eller ideologi.8
En personlig krise, der er så voldsom, at den ryster individets verdensopfattelse kan også være en vigtig push-faktor. Krisen åbner personen op for en søgen efter en ny og alternativ livsforankring.
Nogle finder i den situation svarene i et radikaliseret miljø. Dette første trin, hvor personen mentalt ”tør op” og åbner sig, kaldes i socialpsykologien også for ”unfreezing”.
Hos reOne bryder vi unfreezing-begrebet op i to typer: isolation og sårbarhed.
Isolation er når en person mister forbindelsen til det, som giver glæde og en følelse af at passe ind og føle sig veltilpas. Sårbarhed er de ting, som gør en person usikker. Det kan være dødfald i familien, kærestesorger, frygt for at blive fyret eller få dårlige karakterer.
En person begynder typisk sin opstigning på radikaliseringstrappen, når vedkommende har gennemgået en unfreezing, har åbnet sig mentalt og dermed er modtagelig for ekstremistiske fortællinger og for at lade sig rekruttere til et radikaliseret miljø.
For en sårbar og unfreezed person kan det nye fællesskab i hvert fald i starten give en følelse af at høre til, at være en del af et fællesskab og at få identitet og anerkendelse – og i mange tilfælde også spænding. Radikaliseringen giver med andre ord personen mulighed for at redefinere sig selv, reducere usikkerheden og vinde status.
Det er imidlertid problematisk, når en persons sociale identitet og tilhørsforhold bliver baseret på en stærk intolerance eller et direkte had mod bestemte grupper.
På længere sigt kan det radikaliserede fællesskab give personen nye problemer. For når en person først er optaget i et radikaliseret fællesskab, træder nye regler og normer i kraft for, hvad der er acceptabel adfærd. Typisk er disse fællesskaber meget hierarkiske og karakteriseret ved en høj grad af social kontrol, der kræver at personen tilpasser sig uden at være kritisk. Fællesskabets leder vil typisk straffe kritisk tænkning med skarpe sanktioner eller direkte udelukkelse af fællesskabet.
6 Tryg I en terrortid side 114
7 https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/kompetencecentre/kfr/Forskning-og-udvikling/Documents/KFR%20Arbejdspapir%20nr.%201%202018.pdf Side 69
8 della Porta, 1995
Radikaliseringen begynder så at sige i ”stueetagen”. Her vil mange kunne finde sig selv.
Men radikaliseringsprocessen begynder først for alvor, hvis en person vælger at tage skridtene op til de næste etager. Derfor er det mest kritiske trin, når man går fra stuen til 1. etage. Her går man fra at sige, at ens problemer kan løses med demokratiske metoder til at begynde at opgive og tage bestik, hvilke metoder man ellers kan bruge. Det er her, man bliver sårbar, og det er mellem stuen og 1. etage, der skal helst skal gribes ind med en forebyggende indsats.
Kun yderst få når til 5. etage, der også er den øverste etage. Men de, der kommer helt til tops i pyramiden, smider alle hæmninger og bliver parate til at begå vold mod de grupper, de har udset som ”fjenden” eller ”problemet”.
Radikalisering kan se ske inden for alle grupper af samfundet. Den kan være personer med eller uden familie, med eller uden uddannelse, med eller uden tidligere kriminel løbebane. Nogle beskrives som upåfaldende. Andre er før en radikalisering beskrevet som som varme, hjælpsomme og omsorgsfulde mennesker.6
Nogle vil sikkert mene, og i en årrække var der nærmest enighed om, at radikalisering er et udtryk for sindssyge. Men at der kan peges på tilstedeværelse af psykisk sygdom eller psykiske problemer hos et individ, der radikaliserer, er ikke det samme som, at der er en kausal sammenhæng eller korrelation.7 Måden vi behandler individer med mentale udfordringer kan til gengæld være til at skubbe en person ind i radikalisering.
De eksterne faktorer, som opleves som uretfærdige og derved ”skubber” personer ind i radikalisering, kalder vi push-faktorer.
Radikalisering på individuelt niveau kan udløses af vrede og hævn for en oplevet eller reel uretfærdighed. Det kan være en selvoplevet uretfærdighed eller noget, som en pårørende har være udsat for. Det kan også være forargelse eller oplevet eller reel uretfærdighed over for en større gruppe. En person kan også langsomt blive radikaliseret ved at deltage i gradvist mere radikale handlinger, der kan kulminere i terrorisme. Radikalisering kan blive resultatet af at ville støtte eller hjælpe en ven eller en kæreste, der allerede er radikaliseret, det kan også udløses af en jagt på spænding og status, eller være en flugt fra personlige problemer.
Radikalisering, der skyldes kærlighed eller forelskelse i en, der allerede er radikaliseret, kan for eksempel ske for en person, der ikke tidligere har været politisk aktiv. At slutte sig til en voldelig gruppe på grund af spænding, penge eller status kræver på samme måde ingen politiske ideer eller ideologi.8
En personlig krise, der er så voldsom, at den ryster individets verdensopfattelse kan også være en vigtig push-faktor. Krisen åbner personen op for en søgen efter en ny og alternativ livsforankring.
Nogle finder i den situation svarene i et radikaliseret miljø. Dette første trin, hvor personen mentalt ”tør op” og åbner sig, kaldes i socialpsykologien også for ”unfreezing”.
Hos reOne bryder vi unfreezing-begrebet op i to typer: isolation og sårbarhed.
Isolation er når en person mister forbindelsen til det, som giver glæde og en følelse af at passe ind og føle sig veltilpas. Sårbarhed er de ting, som gør en person usikker. Det kan være dødfald i familien, kærestesorger, frygt for at blive fyret eller få dårlige karakterer.
En person begynder typisk sin opstigning på radikaliseringstrappen, når vedkommende har gennemgået en unfreezing, har åbnet sig mentalt og dermed er modtagelig for ekstremistiske fortællinger og for at lade sig rekruttere til et radikaliseret miljø.
For en sårbar og unfreezed person kan det nye fællesskab i hvert fald i starten give en følelse af at høre til, at være en del af et fællesskab og at få identitet og anerkendelse – og i mange tilfælde også spænding. Radikaliseringen giver med andre ord personen mulighed for at redefinere sig selv, reducere usikkerheden og vinde status.
Det er imidlertid problematisk, når en persons sociale identitet og tilhørsforhold bliver baseret på en stærk intolerance eller et direkte had mod bestemte grupper.
På længere sigt kan det radikaliserede fællesskab give personen nye problemer. For når en person først er optaget i et radikaliseret fællesskab, træder nye regler og normer i kraft for, hvad der er acceptabel adfærd. Typisk er disse fællesskaber meget hierarkiske og karakteriseret ved en høj grad af social kontrol, der kræver at personen tilpasser sig uden at være kritisk. Fællesskabets leder vil typisk straffe kritisk tænkning med skarpe sanktioner eller direkte udelukkelse af fællesskabet.
6 Tryg I en terrortid side 114
7 https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/kompetencecentre/kfr/Forskning-og-udvikling/Documents/KFR%20Arbejdspapir%20nr.%201%202018.pdf Side 69
8 della Porta, 1995
Radikalisering på nettet
Internettet og digitale platforme giver ekstremistiske organisationer mulighed for at nå et stort publikum med propagandamateriale, ofte professionelt producerede videoer, interviews og billedmateriale.
Det kan være platforme som Youtube, Facebook, 4chan, Twitter, Reddit, Discord, Venmo m.fl.
De radikaliserede, politiske budskaber, hvad enten de er subtile eller direkte, spredes over internettet og dets platforme stort set uden filter. Internettets algoritmer bidrager desuden til at forstærke en radikalisering ved at tilpasse en personens søgeresultater til det radikaliserede udgangspunkt.
Personer, der oplever unfreezing/push-faktorer, kan derfor let via søgen på nettet finde ekstremistisk materiale at fordybe sig i og teste deres nyfundne politiske holdninger og finde frem til virtuelle fællesskaber, der deler deres radikaliserede holdninger. Næste skridt er at lade sig rekruttere. Herfra kan personen blive opfordret til eller lade sig inspirere til alene eller i fælleskab med andre at planlægge fysiske terrorangreb.
Selv om vi nu er begyndt at se, at nogle af platformene bliver beskyttet af automatiserede systemer, der anvendes mod ekstremt politisk sprog, har effekten både været besværlig at anskue og fører muligvis til mere unuanceret tilgang til den humanistiske politiske debat, hvor folk er mindre interesserede i at diskutere, fordi de frygter censur. Der er desuden en risiko for, at folk flytter over i lukkede grupper, hvor der så i den anden ende af spektret ikke er plads til kritisk tænkning.
Radikalisering på nettet kan også udvikle sig til cyber-terror, hvor radikaliserede udøver statslige internetangreb gennem eksempelvis hacking.
Ofte forbindes online radikalisering med unge mænd, men sagen om en ung pige fra den lille sjællandske Kundby viser, at hverken køn eller geografi er afgørende, når vi taler om online-rekruttering til voldelige ekstremistiske miljøer. Pigen blev radikaliseret via de sociale medier og afsoner i dag en dom for at have planlagt et terrorangreb mod sin egen skole.”
emir, M.Ö., Simonetti, B. & Gök Demir, Z. 2021
* Squire, Megan; 2019
Kwon, K.H., Moon, SI. & Stefanone, M.A; 2015
* Sumpter, David. 2018
Det kan være platforme som Youtube, Facebook, 4chan, Twitter, Reddit, Discord, Venmo m.fl.
De radikaliserede, politiske budskaber, hvad enten de er subtile eller direkte, spredes over internettet og dets platforme stort set uden filter. Internettets algoritmer bidrager desuden til at forstærke en radikalisering ved at tilpasse en personens søgeresultater til det radikaliserede udgangspunkt.
Personer, der oplever unfreezing/push-faktorer, kan derfor let via søgen på nettet finde ekstremistisk materiale at fordybe sig i og teste deres nyfundne politiske holdninger og finde frem til virtuelle fællesskaber, der deler deres radikaliserede holdninger. Næste skridt er at lade sig rekruttere. Herfra kan personen blive opfordret til eller lade sig inspirere til alene eller i fælleskab med andre at planlægge fysiske terrorangreb.
Selv om vi nu er begyndt at se, at nogle af platformene bliver beskyttet af automatiserede systemer, der anvendes mod ekstremt politisk sprog, har effekten både været besværlig at anskue og fører muligvis til mere unuanceret tilgang til den humanistiske politiske debat, hvor folk er mindre interesserede i at diskutere, fordi de frygter censur. Der er desuden en risiko for, at folk flytter over i lukkede grupper, hvor der så i den anden ende af spektret ikke er plads til kritisk tænkning.
Radikalisering på nettet kan også udvikle sig til cyber-terror, hvor radikaliserede udøver statslige internetangreb gennem eksempelvis hacking.
Ofte forbindes online radikalisering med unge mænd, men sagen om en ung pige fra den lille sjællandske Kundby viser, at hverken køn eller geografi er afgørende, når vi taler om online-rekruttering til voldelige ekstremistiske miljøer. Pigen blev radikaliseret via de sociale medier og afsoner i dag en dom for at have planlagt et terrorangreb mod sin egen skole.”
emir, M.Ö., Simonetti, B. & Gök Demir, Z. 2021
* Squire, Megan; 2019
Kwon, K.H., Moon, SI. & Stefanone, M.A; 2015
* Sumpter, David. 2018
Gruppedynamik i forbindelse med radikalisering
Radikalisering samt planlægning og gennemførelse af terrorangreb sker typisk i en gruppe, og meget afhænger af denne gruppes indre dynamik. Dette område er afdækket af de to socialpsykologer, professor Clark McCauley og research fellow Sophia Moskalenko. De har afdækket de mekanismer, der kan bevæge en hel gruppe i retning af politisk radikalisering.
Gruppepolarisering – ekstremisme i grupper blandt ligesindede
Ifølge McCauley og Moskalenko kan en gruppe blive radikaliseret og ende i ekstremisme gennem gruppepolarisering. Det vil sige, at gruppemedlemmernes oprindelige holdninger gennem diskussioner ender med at forstærke gruppens oprindelige holdninger, som dermed endee i endnu mere radikaliserede holdninger.
Denne tendens er resultat af to kræfter. For det første vil diskussion af et emne bringe nye argumenter frem, som ikke tidligere er blevet overvejet. I en gruppe af ligesindede, vil de fleste af de nye argumenter gå i den retning, som gruppen i forvejen favoriserer. Gruppemedlemmer bliver derefter overtalt af de nye argumenter og bliver mere selvsikre og mere ekstreme i den oprindeligt foretrukne retning.
For det andet bliver de gruppemedlemmer, der er mere ekstreme, betragtet som mere beundringsværdige og indflydelsesrige. Mindre ekstreme gruppemedlemmer af gruppen er så tilbøjelige til at lade sig trække mod de mere ekstreme meninger for at opnå højere prestige i gruppen.
Disse to kræfter vil samles om et eller andet emne, der enten kræver politiske reformer (fx dyrerettigheder) eller giver modstand til reformer (fx corona-regler).
En gruppe, hvor medlemmerne har fundet hinanden på grund af den samme bekymring for det samme politiske spørgsmål, vil sandsynligvis blive mere radikal med tiden, især hvis deres indsats ikke ser ud til at gøre en forskel.
Denne tendens er resultat af to kræfter. For det første vil diskussion af et emne bringe nye argumenter frem, som ikke tidligere er blevet overvejet. I en gruppe af ligesindede, vil de fleste af de nye argumenter gå i den retning, som gruppen i forvejen favoriserer. Gruppemedlemmer bliver derefter overtalt af de nye argumenter og bliver mere selvsikre og mere ekstreme i den oprindeligt foretrukne retning.
For det andet bliver de gruppemedlemmer, der er mere ekstreme, betragtet som mere beundringsværdige og indflydelsesrige. Mindre ekstreme gruppemedlemmer af gruppen er så tilbøjelige til at lade sig trække mod de mere ekstreme meninger for at opnå højere prestige i gruppen.
Disse to kræfter vil samles om et eller andet emne, der enten kræver politiske reformer (fx dyrerettigheder) eller giver modstand til reformer (fx corona-regler).
En gruppe, hvor medlemmerne har fundet hinanden på grund af den samme bekymring for det samme politiske spørgsmål, vil sandsynligvis blive mere radikal med tiden, især hvis deres indsats ikke ser ud til at gøre en forskel.
Aktivistisk radikalisering i konkurrence med statsmagt
Aktivistisk radikalisering opstår i konflikten når en aktivistgruppe udfordrer statsmagten. I første omgang er medlemmerne af gruppen ikke parate til at blive involveret i ulovlig eller voldelig handling. Som aktivister kan de detage i ikke-voldelige protester eller sprede propaganda.
Hvis statsmagtens reaktion er eller opleves som repressiv, det vil sige som en indskrænkning i den personlige frihed eller rettigheder, og omkostningerne ved at fortsætte politisk handling hæves, falder gruppens mindre engagerede medlemmer fra.
De, der bliver tilbage, vil omvendt sandsynligvis forstærke deres radikale retorik og handlinger, hvilket typisk fører til en endnu hårdere reaktion fra staten. Over tid vil kun en lillebitte del af de hærdede radikaliserede være tilbage, og disse kan eventuelt finde på at gå under jorden som en terrorgruppe.
Aktivistisk radikalisering er en næsten sikker konsekvens af, at gruppen føler den står over for trusler eller angreb udefra. De tilbageværende medlemmer vil derfor reagere med forstærket fjendtlighed over for statsmagten. Lige så vigtig er den indvirkning den oplevede trussel har på interaktionerne mellem dem, som føler sig truet. Medlemmer vil efterhånden som de ser, at de vil dele konsekvenserne af statsmagtens udefra kommende trussel, opfatte at de er gensidig afhængige af hinanden. Lidt groft sagt bliver devisen: ”Vi skal holde sammen, eller vil vi blive hængt hver for sig”.
Resultatet er øget gruppeidentifikation (øget sammenhængskraft), idealisering af gruppens interne værdier, øget respekt for gruppens ledere og øget parathed til at straffe enhver, der afviger fra gruppens normer.
Denne mekanisme er en stærk kilde til radikaliserede overbevisninger, følelser og adfærd, når en gruppe, der står over for trusler, bevæger sig mod den enhed af tanker, følelser og handlinger, der forbereder dem til at bekæmpe truslen.9
Et eksempel på aktivistisk radikalisering så man i Italien i 1970’erne. Her udsprang terroristerne i De Røde Brigader af venstreorienterede protestbevægelser efter flere års eskalerende konflikt mellem demonstranter og italiensk politi.
9 Grant & Browne, 1995; LeVine & Campbell, 1972)
Hvis statsmagtens reaktion er eller opleves som repressiv, det vil sige som en indskrænkning i den personlige frihed eller rettigheder, og omkostningerne ved at fortsætte politisk handling hæves, falder gruppens mindre engagerede medlemmer fra.
De, der bliver tilbage, vil omvendt sandsynligvis forstærke deres radikale retorik og handlinger, hvilket typisk fører til en endnu hårdere reaktion fra staten. Over tid vil kun en lillebitte del af de hærdede radikaliserede være tilbage, og disse kan eventuelt finde på at gå under jorden som en terrorgruppe.
Aktivistisk radikalisering er en næsten sikker konsekvens af, at gruppen føler den står over for trusler eller angreb udefra. De tilbageværende medlemmer vil derfor reagere med forstærket fjendtlighed over for statsmagten. Lige så vigtig er den indvirkning den oplevede trussel har på interaktionerne mellem dem, som føler sig truet. Medlemmer vil efterhånden som de ser, at de vil dele konsekvenserne af statsmagtens udefra kommende trussel, opfatte at de er gensidig afhængige af hinanden. Lidt groft sagt bliver devisen: ”Vi skal holde sammen, eller vil vi blive hængt hver for sig”.
Resultatet er øget gruppeidentifikation (øget sammenhængskraft), idealisering af gruppens interne værdier, øget respekt for gruppens ledere og øget parathed til at straffe enhver, der afviger fra gruppens normer.
Denne mekanisme er en stærk kilde til radikaliserede overbevisninger, følelser og adfærd, når en gruppe, der står over for trusler, bevæger sig mod den enhed af tanker, følelser og handlinger, der forbereder dem til at bekæmpe truslen.9
Et eksempel på aktivistisk radikalisering så man i Italien i 1970’erne. Her udsprang terroristerne i De Røde Brigader af venstreorienterede protestbevægelser efter flere års eskalerende konflikt mellem demonstranter og italiensk politi.
9 Grant & Browne, 1995; LeVine & Campbell, 1972)
Online-radikalisering – statistisk set
Grupperadikalisering, når flere grupper kæmper for samme sag
Forskellige grupper, der samler sig bag den samme politiske sag, kan konkurrere om den samme base af sympatisører og tilhængere. Denne støtte kan være afgørende for blandt andet fundraising og rekruttering af nye medlemmer. Efterhånden som konkurrerende grupper afprøver forskellige taktikker for at fremme deres sag, kan konkurrencen eskalere til gradvist mere radikale handlinger, hvis sympatisører favoriserer disse handlinger - en konkurrence som forskeren Mia Bloom (2005) har beskrevet som ”overbud”.
Et eksempel er Folkefronten for Befrielse af Palæstina (PFLP), en marxistisk-leninistisk gruppe, der undgik jihad-retorikken, og som ikke organiserede martyraktioner i de første år af Den Anden Intifada. Meningsmålinger blandt palæstinensere viste, at opbakningen til PFLP af samme grund gradvist svandt ind. Da PFLP begyndte at tale om jihad og stillede op med sine egne selvmordsbombere, begyndte organisationen igen at stige i meningsmålingerne.10
Forskellige grupper, der samler sig bag den samme politiske sag, kan konkurrere om den samme base af sympatisører og tilhængere. Denne støtte kan være afgørende for blandt andet fundraising og rekruttering af nye medlemmer. Efterhånden som konkurrerende grupper afprøver forskellige taktikker for at fremme deres sag, kan konkurrencen eskalere til gradvist mere radikale handlinger, hvis sympatisører favoriserer disse handlinger - en konkurrence som forskeren Mia Bloom (2005) har beskrevet som ”overbud”.
Et eksempel er Folkefronten for Befrielse af Palæstina (PFLP), en marxistisk-leninistisk gruppe, der undgik jihad-retorikken, og som ikke organiserede martyraktioner i de første år af Den Anden Intifada. Meningsmålinger blandt palæstinensere viste, at opbakningen til PFLP af samme grund gradvist svandt ind. Da PFLP begyndte at tale om jihad og stillede op med sine egne selvmordsbombere, begyndte organisationen igen at stige i meningsmålingerne.10
Grupperadikalisering fra intern konkurrence i gruppen
Det intense pres for konformitet i form af et mere eller mindre skjult gruppepres, der får det enkelte medlem til at tilpasse sig gruppens normer og holdninger, kan resultere i fraktioner og interne konflikter. Konflikten kan handle om taktik, hvor én fraktion går ind for mere vold, eller kan have at gøre med personligheder og interne magtkampe. Nogle gange kan konflikten eskalere til vold, men selvom den ikke gør det, kan fraktionerne skilles sig ud for at danne nye grupper.
Også her kan det være oplevelsen af en reel ekstern trussel, der kommer i spil, og sandsynligvis vil nogle af de nye grupper vil være mere radikale end den gruppe, de adskilte sig fra.
Den irske terrorgruppe, IRA, er et eksempel på mange konkurrerende fraktioner – Official IRA, Provisional IRA, Real IRA, Continuity IRA, INLA – grupper som nogle gange angreb hinanden indbyrdes. I det måske mest ekstreme tilfælde af konflikt inden for en gruppe fandt japanske myndigheder i 1972 et bjergskjul for den japanske røde hær med parterede lig af 12 terrorister, der havde tabt en intern konflikt i gruppen.11
10 McCauley & Moskalenko, 2008
11 McCauley & Segal, 1987
Også her kan det være oplevelsen af en reel ekstern trussel, der kommer i spil, og sandsynligvis vil nogle af de nye grupper vil være mere radikale end den gruppe, de adskilte sig fra.
Den irske terrorgruppe, IRA, er et eksempel på mange konkurrerende fraktioner – Official IRA, Provisional IRA, Real IRA, Continuity IRA, INLA – grupper som nogle gange angreb hinanden indbyrdes. I det måske mest ekstreme tilfælde af konflikt inden for en gruppe fandt japanske myndigheder i 1972 et bjergskjul for den japanske røde hær med parterede lig af 12 terrorister, der havde tabt en intern konflikt i gruppen.11
10 McCauley & Moskalenko, 2008
11 McCauley & Segal, 1987
Grupperadikalisering baseret på konsensus-baseret virkelighed i isolerede grupper
Nogle vil sige, at videnskab og teknik ikke behandler de vigtigste menneskelige spørgsmål. Hvad er smukt, og hvad er grimt? Hvad er retfærdigt, og hvad er uretfærdigt? Hvad er værd at arbejde for, kæmpe for eller dø for? Er jeg et godt menneske? Hvad betyder det, at jeg skal dø? I gruppedynamik-teori er konsensus den eneste kilde til at kunne besvare disse spørgsmål: enighed med andre.12
Betydnings- og værdisystemer, som er repræsenteret i religioner og sekulære ideologier giver abstrakte svar på disse spørgsmål. For at foretage en konkret implementering af disse systemer i forhold til en aktuel situation må gruppens medlemmer blive enige om svaret i form af gruppekonsensus.
Når et individ tilhører mange forskellige grupper med konkurrerende værdier, har hver af disse grupper ringe magt over individet. Men når en gruppe er isoleret fra påvirkninger udefra, bliver dens magt over individuelle medlemmer ekstremt stærk. Isolerede grupper – terrorgrupper, ungdomsbander, religiøse sekter, soldater i kamp – har ukontrolleret magt til at bestemme værdi og mening.
Konsensus kan i sådanne grupper retfærdiggøre og endda kræve ekstreme overbevisninger, følelser og handlinger mod enhver, der truer gruppen.
En isoleret gruppes ukontrollerede værdisættende magt er en multiplikator, men det er ikke nødvendigvis tilbøjeligheden til ulovlig og voldelig handling, der mangedobles. I et kloster kan isolation tjene til at formere religiøs glød og bøn. I en underjordisk terrorcelle vil isolation dog sandsynligvis mangedoble intensiteten af vold og retfærdiggøre eskalering af voldeligt taktikker.
Hvor magtfuld gruppekonsensus kan være, antydes af kommentarerne fra Mark Rudd, en leder af den amerikanske terrorgruppe Weather Underground, der ser tilbage på sin ungdoms vold. (Rudd, 2008).
”Vi var bare dumme unge, der var for forelskede i vores egne ideer til at indse, at de ikke var virkelige. Vi troede, de var virkelige, fordi vi havde tænkt dem. Det er essensen af idealismens bagside.”13
Hvorvidt eller hvornår aktivister, der opererer inden for lovens rammer, tager skridtet til at begå
ulovlige politiske eller voldelige handlinger afhænger af kultur, tid og sted. Nogle aktivister er gået
videre til terrorisme, og nogle med radikale ideer er gået videre til radikal handling. Spørgsmålet er,
hvor almindelige disse overgange er?
Efter bombeattentaterne 7/7 i London viste meningsmålinger, at fem procent eller 50.000 voksne
muslimer mente, at disse angreb var berettigede til forsvar af islam (Pew, 2005). Men de britiske
sikkerhedstjenester var kun fokuseret på under 2000 personer, som de anså for jihadistiske trusler, hvilket tyder på, at kun omkring fire procent af 50.000 muslimer, der retfærdiggør terrorisme,
faktisk er en form for sikkerhedstrussel (Gardham, 2009).
På samme måde ser det ud til, at få aktivister går videre til terrorisme.
Af de titusindvis af amerikanskeuniversitetsstuderende, der var involveret i 1970’ernes
aktivistorganisation Students for a Democratic Society, gik kun et par hundrede videre til
terrorisme i Weather Underground.
Sammenlignelige forhold ses i 1970’ernes studenterbevægelser, der producerede De Røde Brigader
i Italien og Baader-Meinhof i Tyskland (Sale, 1973).
Som det er fremgået, er vejene til radikalisering mange og varierede. Der er ikke én klassisk bane til
politisk radikalisering. Hvor mange der er, kan estimeres ved at beregne, hvor mange forskellige
kombinationer, der kan laves af de allerede identificerede måder at blive radikaliseret.
12 Festinger 1954
13 Rudd, 2008
Betydnings- og værdisystemer, som er repræsenteret i religioner og sekulære ideologier giver abstrakte svar på disse spørgsmål. For at foretage en konkret implementering af disse systemer i forhold til en aktuel situation må gruppens medlemmer blive enige om svaret i form af gruppekonsensus.
Når et individ tilhører mange forskellige grupper med konkurrerende værdier, har hver af disse grupper ringe magt over individet. Men når en gruppe er isoleret fra påvirkninger udefra, bliver dens magt over individuelle medlemmer ekstremt stærk. Isolerede grupper – terrorgrupper, ungdomsbander, religiøse sekter, soldater i kamp – har ukontrolleret magt til at bestemme værdi og mening.
Konsensus kan i sådanne grupper retfærdiggøre og endda kræve ekstreme overbevisninger, følelser og handlinger mod enhver, der truer gruppen.
En isoleret gruppes ukontrollerede værdisættende magt er en multiplikator, men det er ikke nødvendigvis tilbøjeligheden til ulovlig og voldelig handling, der mangedobles. I et kloster kan isolation tjene til at formere religiøs glød og bøn. I en underjordisk terrorcelle vil isolation dog sandsynligvis mangedoble intensiteten af vold og retfærdiggøre eskalering af voldeligt taktikker.
Hvor magtfuld gruppekonsensus kan være, antydes af kommentarerne fra Mark Rudd, en leder af den amerikanske terrorgruppe Weather Underground, der ser tilbage på sin ungdoms vold. (Rudd, 2008).
”Vi var bare dumme unge, der var for forelskede i vores egne ideer til at indse, at de ikke var virkelige. Vi troede, de var virkelige, fordi vi havde tænkt dem. Det er essensen af idealismens bagside.”13
Hvorvidt eller hvornår aktivister, der opererer inden for lovens rammer, tager skridtet til at begå
ulovlige politiske eller voldelige handlinger afhænger af kultur, tid og sted. Nogle aktivister er gået
videre til terrorisme, og nogle med radikale ideer er gået videre til radikal handling. Spørgsmålet er,
hvor almindelige disse overgange er?
Efter bombeattentaterne 7/7 i London viste meningsmålinger, at fem procent eller 50.000 voksne
muslimer mente, at disse angreb var berettigede til forsvar af islam (Pew, 2005). Men de britiske
sikkerhedstjenester var kun fokuseret på under 2000 personer, som de anså for jihadistiske trusler, hvilket tyder på, at kun omkring fire procent af 50.000 muslimer, der retfærdiggør terrorisme,
faktisk er en form for sikkerhedstrussel (Gardham, 2009).
På samme måde ser det ud til, at få aktivister går videre til terrorisme.
Af de titusindvis af amerikanskeuniversitetsstuderende, der var involveret i 1970’ernes
aktivistorganisation Students for a Democratic Society, gik kun et par hundrede videre til
terrorisme i Weather Underground.
Sammenlignelige forhold ses i 1970’ernes studenterbevægelser, der producerede De Røde Brigader
i Italien og Baader-Meinhof i Tyskland (Sale, 1973).
Som det er fremgået, er vejene til radikalisering mange og varierede. Der er ikke én klassisk bane til
politisk radikalisering. Hvor mange der er, kan estimeres ved at beregne, hvor mange forskellige
kombinationer, der kan laves af de allerede identificerede måder at blive radikaliseret.
12 Festinger 1954
13 Rudd, 2008
Genkender du dig selv eller nogen du kender i disse situationer?
Bekymrer du dig over at se en person, som du holder af søge ind i radikaliseringens sort-hvide og nogle voldelige verden? Vi er her for at hjælpe dig. Du er ikke — længere — alene.